Pelspleje og soignering af Perserkatte.


Nedenstående artikel om pelspleje er tænkt som en vejledning til nye udstillere, der står famlende overfor det problem, at skulle sætte en kat op til udstilling. Den beskriver en metode, som er et resultat af mine erfaringer gennem 14 år med pelspleje og soignering af persere til udstillingsbrug. Den kan og skal ikke ses som en facitliste, men kun som en håndsrækning og en platform indtil egen rutine og erfaring er opnået. Der er andre opdrættere, som opnår lige så gode eller bedre resultater med helt andre midler og metoder. Så hvis denne recept ikke er tilfredsstillende - så fortvivl ikke. Der er andre muligheder. Een ting er dog sikkert. Uden lyst og interesse går det ikke.

Forudsætninger for en lang og smuk udstillingspels.


1. Katten skal have gener for lang og kraftig pels.
2. Optimal fodring og pleje
3. Regelmæssig vask og soignering.

2. Pelskvaliteter.


Perserne har utroligt forskellige pelskvaliteter. De spænder fra de meget kraftige og tykke pelse til meget fine, tynde og silkeagtige flagrende pelse. De fleste pelse kræver et omfattende arbejde, og kan, når de er behandlet rigtigt, give den "fluffy" fornemmelse, som kendetegner sølvkattens funklende og lækre pels. De fine, tynde lange pelse kræver en større omhyggelighed, da de har en større tilbøjelighed til at filtre. Daglig soignering er et must. De skal vaskes tit og skyldes ekstremt grundigt. Dårlig skylning, for meget balsam, prelop og coatgloss samt pudring er faktorer, som kan få en udstillingspels til at klaske sammen. (Gælder også ejeren) De kraftige tykke pelse synes at være lettere holde. De behøver ikke så ofte at blive vasket og er ikke så følsomme over for "dårlig behandling". De har ikke så stor tilbøjelighed til at filtre, men kræver en omhyggelig indsats med kammen, så man er sikker på, at få gennemredt pelsen. De fleste Persere har en pels, som ligger mellem disse to yderpunkter. Det vanskelige består ikke i få forberedelserne til udstillingen gjort. Det svære er at få gjort det helt rigtige. Det skal også tages i betragtning at Perserne kun i en kortere del af året, står i fuld pels. (Det er som regel, når man ikke kan afse tid og penge til udstilling.!!!)

3.1. Pelspleje til daglig brug.


Daglig soignering af en Perser er en nødvendighed, men behøver kun at tage et par minutter. Lav en fast daglig rutine, hvor du soignerer katten og hygger dig med den. Det kan gøres på ca 5 minutter. Red katten forsigtig for at fjerne "duller" fra pelsen. Til slut børstes katten igennem med børsten. Klørene klippes en gang pr. måned, for at forhindre at katten hænger fast i møblerne. Hvis katten har ekstra tåreflåd skal områder omkring øjnene vaskes dagligt med øjenbadevand og en vat rondel. Du behøver ikke at anskaffe et stort antal "uundværlige" redskaber til din Perser. Du har kun brug for: 1 lille kam med tætte tænder 1 stor kam med lange tænder med stort mellemrum. 1 lille børste. Helst med svinebørster. 1 neglesaks til katte. 1 shampoo 1 øjenbadevand Det er nødvendigt at vaske din Perser hvis den bliver for fedtet i pelsen og er svær at holde. Hyppigheden svinger fra 1 gang pr. måned og til en gang om året. Normalt vil nok være 3-4 gange på år, specielt i vinterperioden, hvor katten har lang pels og krave. Der er enkelte, som ikke vasker deres Perser, men det kræver ekstra soignering og brug af pudder, så ikke pelsen filtrer. Til vask af katten kan bruges en mild, neutral sulfo til at affedte katte. Derefter en katteshampoo. Feks. en blå. Læs mere om vask af katte under de følgende punkter.

3.2 Pelspleje til udstillingsbrug.


Alfa og omega ved pelspleje er jævnlig og omhyggelig vask af katten. De fleste skal vaskes 1 gang om ugen i den periode, hvor Solvkattende skal udstilles. Denne vask, som har til formål at vedligeholde pelsen, behøver ikke at være så omfangsrig som en "udstillingsvask" og bør altid efterfølges af en behandling med balsam, så håret og huden ikke bliver for tør. Der er nogle som hævder, at regelmæssig badning får pelsen til at gro hurtigere, men jeg er ikke tilhænger af denne hypotese. Hyppig badning forhindrer pelsen i at filtre og en ren pels er lettere at rede igennem og finde begyndende filter, og det modvirker at man får "overredt" katten.

Udstillingsvask:


Vask katten 1 (eller 2 dage) før udstillingen. En køkkenvask, badekar eller en brusekabine kan benyttes. Til killinger benytter jeg køkkenvasken, men til voksne katte benytter jeg brusekabinen. Jeg har anskaffet mig en gammelt strygebræt, som jeg har afkortet, så det kan stå i brusekabinen. Det kan indstilles til den helt rigtige arbejdshøjde. Jeg benytter så håndbruseren i kabinen til at gøre katten våd og til at skylle med. Specielt ved skylning er dette arrangement fortrinligt. Det giver mulighed for at få skyllet katten helt ren. Det er en vigtig forudsætning for at få en perfekt udstillingspels. Husk at få alle remedier med ind i kabinen inden vasken påbegyndes. Medens jeg bader katten, er forhænget trukket for. Det mindsker kattens lyst til at forsvinde i et ubevogtet øjeblik. Jeg kan virkelig a
nbefale denne fremgangsmåde. Eneste ulempe er at man er nødt til at iklæde sig "kattebadetøj", da man ikke kan undgå at blive våd. NB Husk at klippe kattens klør før badning. Ved udstillingsvask vaskes katten 5 gange. Er katten meget ren, så spring punkt 2 og/eller punk 4 over.

Følg nedenstående procedure:


1. Vask evt. hale og poter med Plum håndrens eller lignende, hvis de er meget fedtede eller beskidte.
2. Vask med mild sulfo. Neutral eller mild. Skyl.
3. Vask igen med sulfo. Skyl
4. Vask med katteshampoo. Brug den som egner sig bedst til din farvevariant. Skyl
5. Vask igen med katteshampoo. Skyl.
6. Tilsæt eventuelt balsam. Brug kun balsam til tørt hår.
7. Skyl katten i eddikevand 2 - 5 %. Ikke i ansigt. Brug vineddike. Hvidvin.
8. Skyl grundigt med masser af varmt vand. Skyl igen og igen.

Pelsen gøres våd før første vask. Shampoo og balsam fortyndes med rent vand 2-4 gange og påføres katten med en plasticflaske. Det bevirker, at det er let at fordele over hele kattens krop. Eksperimenter lidt med shampoo og balsam. Ørene skal også vaskes, men ikke nede i øret. Ansigtet vasker jeg med en engangs- vaskeklud med mild børneshampoo, men undlader ofte shampoo hvis ikke katten er meget snavset. Undgå at gnubbe for energisk i pelsen. Det resulterer i at pelsen filtrer. Vask i pelsens retning med blide bevægelser. Brug rigeligt med vand i forhold til shampoo. For lidt vand kan i værste fald føre til, at underpelsen bliver til et stykke filt. Skyl grundigt mellem hver vask. Brug ret varmt vand.

Frottering:


Klem så meget vand ud af pelsen som muligt. Svøb derefter katten ind i et rent lunt håndklæde. Tryk lidt på håndklædet omkring katten og klem lidt ekstra på ben og på halen. Gentag derefter processen med et nyt håndklæde. Under denne proces plejer jeg at rense kattens ører og tørrer ansigtet med en rent vattampon. Nu er katten klar til tørring.

Tørring:


Katten tørres nu med en hårtørrer. Til vedligeholdelsesvask placerer jeg katten i et tørrebur, men til udstillingsbrug skal katten tørres helt med hårtørrer. Hvis katten tørres i et tørrebur, risikerer men at pelsen på bugen af katten krøller, og er svær at rede ud. Jeg har en speciel "kattehårtørrer" som er fritstående, således, at jeg har begge hænder fri til katten. Et ophæng til en føntørrer er en god investering. Jeg børster katten med en lille børste med ægte svinebørster, meden den tørrer. Sørg for at komme alle steder på katten. Når katten er helt tør, børstes pelsen for at fjerne evt. filter i pelsen. Hvis pelsen er statisk sprayes lidt coat-gloss ud over pelsen. Børst til pelsen er helt tør. Nu er grundlæggende arbejde med pelsen overstået. Den skal kun vedligeholdes med børstning og evt. coat-gloss inden udstillingen. Undgå at fedte katten til.

4. Soignering til udstilling.


Formålet med soignering:


Formålet med soignering er at fremhæve kattens naturlige skønhed. Så smukt kan det siges og det er stort set en rimelig formulering. Det skal dog samtidig tilføjes, at vi ikke fremhæver kattens naturlig skønhed for kattens egen skyld, men for at tilfredsstille den strenge kattedommer, samt at få katten til i højere grad at leve op til den af FIFe vedtagne standard og dermed give den et kvalificeret løft op imod hæder og ære på den kommende katteudstilling. For nogle katte gælder, at det kan være en nødvendighed at forbedre kattens naturlige skønhed, ved at eliminere medfødte fejl eller mangler. Kort sagt: Soignering skal eliminere medfødte fejl og mangler, samt få katten til i højere grad at leve op til standarden og vigtigst af alt: Forføre og forblænde dommeren med sin "naturlige " skønhed og udstråling, så dommeren vælger netop vores som den bedste.

Standardkrav:


Fra standarden kan fremhæves følgende krav, som Perseren skal leve op til.
Soigneringen skal medvirke til at katten bedre imødekommer disse krav:

Rundt bredt hoved
Kort næse med stop
Store rund øjne
Små runde ører
Kort busket hale
Bredde mellem ørerne
Rund top Cobby krop
Korte tykke ben
Store runde poter

Nogle krav kan katten umiddelbart indfri, medens andre kræver soignering. Der vil selvfølgelig være nogle krav, som katten ikke kan leve fuldt op til, selvom der foretages en kraftig soignering eller "reparation". Ingen kat et perfekt. Man kan så håbe på en dommer, som har et positivt helhedssyn på katten, og ikke kun dømmer en kat ned på en enkelt fejl.

Metoder:


Følgende metoder er anvendelige for at sætte katten op til udstilling: Let pudring med hvid eller farvet pudder. Forsigtighed tilrådes. Afplukning af stive eller misfarvede hår. Trimning af pels ved afplukning af hår. Trimning af øjenregion/øjevipper. Det er nødvendigt at anvende nogle af disse metoder/tiltag i hele udstillingsperioden for at få et godt resultat og for at få katten til at se "naturlig" ud. I hvilket omfang man vil benytte sig af disse metoder er op til den enkelte katteejer. Ydergrænserne er: Kun vask af katten - Alt et tilladt hvis ikke dommeren opdager det. Den gyldne middelvej vil nok være vejen for de fleste. En anden grænse som alle skal overholde er: Det er forbudt at bruge metoder som skader katten, eller som katten kommer til at lide under, nu eller på længere sigt.

Plukning:


Der er 4 årsager til at plukke en kat. 1. For at få en lækker blød ensartet pelsstruktur. (Alle stive hår fjernes) 2. For at korrigere eller fjerne farvenuancer. (Farvet hår fjernes) 3. For at ændre kattens udseende hen imod standarden. 4. Det virker afstressende og man kan ikke lade være. Plukning af stive hår foregår ved at man holder med den ene hånds pege- og tommelfinger omkring en del af håret på det sted hvor man ønsker at fjerne uønskede hår. Med den anden hånds pege- og tommelfinger plukker man de stive hår af, meden man holder igen med den anden hånd. Teknikken er ikke så svær at lære, men kræver er stor del udholdenhed. Som regel skal det meste af katten plukkes. Undtaget er undersiden af katten samt bryst og ansigt. Resultatet er en blød og lækker silkeagtig pels. Plukning for at korrigere for farvenuancer kan foregå som overfor beskrevet. Har man f.eks. en chinchilla som er mere mørk end standarden, eller som det ofte er tilfældet, har pletter eller områder, som er for mørke, kan man udtynde disse områder ved at plukke mørke hår bort indtil Solvkattenet ensartet udseende opnås. Hos smoke og cameo kan det være nødvendigt at fjerne hvide og/eller sorte hår fra pelsen for at få et ensartet udseende. Hos de lyse katte f.eks. cameo, colorpoint, blåsmoke og blåshaded, er det nødvendig at fjerne sorte dækhår, for at få de lyse pastelfarver frem. Plukning for at ændre kattens udseende. Her er der om en lidt anden teknik idet kun den yderste del af håret skal fjernes. Mellem pegefinger og tommelfingerneglen fastholdes de hår, hvor spidserne skal fjernes. Der klemmes hårdt med tommelfingerneglen. Med den anden hånd plukkes spidserne nu af. Denne teknik anvendes f.eks. når en for lang hale skal afkortes og når ører og top skal trimmes. De to teknikker kan også supplere hinanden f.eks. når halen skal trimmes.

5. Pudring af katten.


Da jeg startede med at udstille katte for 14 år siden, brugte jeg meget pudder på mine udstillingskatte. Jeg lærte en teknik hvor katten efter vask (1-2 gange) meden den endnu var våd, blev overhældt med puder, som blev arbejdet ind i pelsen. Når pelsen var mættet med pudder, blev katten tørret med en hårtørrer. Det støvede over hele huset det var svært for katten og undertegnede at trække vejret. Resultatet stod ikke mål med anstrengelserne. Nu bruger jeg kun ganske lidt pudder på katten. Lidt de steder hvor katten har tendens til at filtre. Bag ørerne og mellem benene. Desuden bruger jeg lidt pudder til at dække over misfarvninger f.eks. i ansigt og på poter. Nogle hvide katte kan have et gult skær i pelsen. Her kan lidt pudder også med fordel anvendes. Det er muligt at købe farvet pudder som matcher kattens farve. Man kan også selv fremstille det, ved hjælp af kridt i den ønskede farve samt pudder i den ønskede kvalitet. Kridtet kan også bruges naturelt. Med pas på. Overdreven brug af pudder kan medføre diskvalifikation. Børst altid katten igennem efter at have pudret den.

6. Soignering af enkelte områder på katten.


Kroppen:


Kroppen skal være kort. På lange katte kan man afbøde denne virkning ved at trimme pelsen på bagdelen og på brystet. Behandling af pelsen er beskrevet i tidligere afsnit. Benene. Benstammerne skal være korte og tykke. En lang pels kan skjule lidt for høje ben. Benene kan komme til at virke tykkere, hvis de redes med en lille "lusekam" eller børstes.

Halen


Halen skal være kort og busket. Her kan man afkorte halen ved at plukke de yderste hår af. Det skal selvfølgelig gøres så halen beholder sin oprindelige karakter. Lange stive dækhår kan fjernes og evt. trimmes med en saks. Evt. lidt puder til at forhindre at halen bliver fedtet igen.

Poterne


Poterne skal være runde og store. Denne virkning kan opnås ved at trimme de hårtuffer som stikker frem. Derved bliver poterne mere runde og syner dermed større.

Næsen


Næsen skal være kort med stop. På sølvkattene vokser hårene ud over næsen. Ved at barbere de yderste hår af næsen, vil næsen optisk se kortere ud. Den kan komme til at virke bredere hvis man barberer helt ned i begge sider. Stoppet kan optisk forbedres ved at rede håret i panden lidt frem. Det narrer dog ikke dommerne, som er helt vilde med at mærke, hvor dybt et stop katten han. Det kan dog forbedre helhedsindtrykket af katten.

Tipping


Katten skal fremtræde med en jævn tipping eller være jævnt shaded. Plukning og trimning kan give den ønskede virkning. Beskrevet under punktet plukning/trimning.

Ørerne og toppen.


Ørerne skal være små og runde og være placeret langt fra hinanden. Ørespidserne klippes runde med en lille saks. Pelsen mellem ørene trimmes så der fremkommer en buet linie mellem ørene. De små tuffer mellem ørene plukkes eller trimmes. Derved synes afstanden mellem ørene at være blevet større.

Ansigt og øjne.


Ansigtet skal være rundt og bredt. Mange katte får kindskæg når de kommer i pels. Mange elsker det, men det ødelægger helhedsvirkningen. kindskægget trimmes ved at plukke det yderste af skægget indtil hoveds form passer i en cirkel. Skal gøres jævnligt i udstillingsperioden. Området under og omkring øjnene vaskes med saltopløsning. Lidt pudder kan i mange tilfælde dække de gule områder forårsaget af løbeøjne.. Jeg håber at ovenstående vejledning vil være til hjælp for nye udstillere, så de undgår de værste fejltagelser og får lyst til at prøve at udstille deres kat. Det kan være en vejledning til andre, som allerede har en Perser og som er i tvivl om hvordan man soignerer en Perser.

Held og lykke med soigneringen af jeres Perser.

Allan Outrup