Kejser Fifes nye klæ'r.

Af Allan Outrup, Cattery de Persefelis. Danmark.

Et sørgmuntert sarkastisk hviske stykke om kattestrofal korruption og magtfordrejning i WM i kattesporten. Sat i relief til verdenshistoriens store religiøse begivenheder krydret med den kradse sandhed som kun findes i eventyrernes verden.

Og det skete i de dage da kejserinde Halva Udpin befalede, at alverdens racekatte skulle skrives i mandtal og duellere i Den støre Arena indtil kun en eneste stod tilbage med sejrens palmer og alle andre var havnet i muddergrøften.

Således drog også Kratten de Persillefis til Arneshjem udi de Nerdestelande, thi de havde en stolt og uovertruffen raceren, i hvert tilfælde var den nyvasket, racekat med det blødeste skin og de smukkeste grønne øjne, så bløde som fløjl - grønt fløj l- og med øjne og ører så store som thekopper.

De håbede at de hurtigt kunne få deres kat optalt og havde et lille fattigt, men ærligt håb om at netop deres kat, som hed Slang-del-la Ra, skulle bringe dem i himmerig for et kort øjeblik. Hun var en vidunderlig kat. Hendes pels skinnede som sølv i solen når hun gik og hendes klare grønne øjne var som en dyb skovsø at kikke i. Hun bevægede sig graciøst og det er ganske vist at fem hankatte havde plukket alle øjenbryn og knorteår af sig for hendes skyld.

De var ud af ringe herkomst, men rettroende, og troede i et og alt på det gode i mennesker og den store gud Kattekismus, som de tilbad hver dag. De ofrede en stor del af deres liv og jordiske rigdomme, for at tilfredsstille denne krævende gud, som lovede dem ære og berømmelse i katteverden til gengæld for deres trofasthed og tilbedelse.
De drog af sted tidlig morgen, endnu for solen var ståel op. Vejen gennem det store ufremkommelige udland var lang og svær at finde. De havde hverken kompas eller lygte, men orienterede sig kun efter de kattepiller som var blevet tabt af de mere velbjergede, som allerede havde begivet sig på vej, for at få en plads i de fornemme herberger i staden.

Da de kom til Staden, var der ikke plads i de fine herberger temor dommerne og rige skinhellige boede. De måtte tage sig til takke med et herberge med kun to kanaler på flimmeren og de sov som prinsessen på ærten, fordi en af fjedrene ikke opfyldte Ef-standardiseringskrav og ikke var harmoniseret, nærmest harmonikaseret- idet
den gav lyd hver gang en person trak vejret frem eller tilbage. Næste morgen var de oppe for fanden fikk tømt sin kattebakke. De drog straks af sted til optællingsstedet hvor de skulle skrives i mandtal. Der var kø så langl øjet rakte uden for Arenaen. Efter at have slået i den brændende morgensol i timer, nåede de indendørs, for kun at opdage, at koen indenfor var lige så lang som udenfor. Efter at have vandret rundt det meste af dagen, kom de endelig til ondes rod. Farisæerne og tolderne som stod og kontrollerede papirer og betalingsmidler. Der var tale om det rene Babylon. Forvirringen bestod i at alle deltagere havde faet besked på, at de ikke skulle betale forud, da de derved blev pålagt 20 dukater i ekstragebyr. Nu stod Judas (skaridiot og forlangte 30 sølvpenge ekstra fordi de ikke havde betalt med en Eurocheck, som kostede 40 sølvpenge ekstra.

Endelig kom de ind i det allerhelligste. Hvilket chok. Kattekomberne i Roma var hyggeligere end denne hangar. Det sparsomme forsøg på udsmykning satte kun grimheden i relief. Her skulle de opholde sig i to dage. Det var godt de ikke var blevet idømt livstid.

Efter at være kommet til bevidsthed oven på disse lidet misundelsesværdige oplevelser startede konkurrencen. Opildne af Fifes slogan. "Der slås strengt ned på deformiteter" steg håbet hos de lysegrønne køkkenbordsavlere, som ikke forsagede Den store Kattekismus og som var rene i hjerte og sind. Skæbnens time var nær. Det var sandhedens øjeblik. Slang-del-la Ra kom på podiet. "Duer ikke væk" sagde oldermandinden idet hun pegede på det tredie knurhår på venstre overlæbe, som havde en ganske svag bøjning i retning af østen for solen og vesten for månen. Katten blev stående standhaftig med det ene ben loftet indtil trækvinden forte hende til sit bur. Nu havde ejerne til "den grimme ælling" godt bemærket, at dette enestående knurhår på grund af kattens leg med ilden var buet ureglementeret, men de havde ikke ønsket at påføre dyret lånte fjer ved at pynte på udseendet. De græd deres modige tårer og tænkte på hvor mange killinger de skulle sælge for udgifterne til rejsen og mobiltelefonen var betalt.

Der var udstedt dekret om at alle som forlod Arenaen for ballet var helt forbi, blev lyst i band i al evighed og derfor blev nødt til at flytte til CFA. De blev derfor til den store finale. Der var det helt store skuespil for folket. Alle dommerne lod som om de ikke vidste hvilken kat der skulle blive den bedste. Endelig blev vinderkatten præsenteret. Den grinede skævt, idet en stor dreng fra salen råbte. "Den har ingenting".

Pludselig gik det op for alle, at det var rigtigt hvad han sagde, men ingen sagde noget. De ville ikke være til grin fordi de ikke selv havde opdaget det, men havde tænkt på "Hvad fatter gør er altid det rigtige".

Nu drager alle hjem og opdrætter katte som er ingenting og ingenting er som det plejer. Næste år kommer alle med ingenting, og når alle opdager at det hele er ingenting - dør alt- selvom nogle har ni liv.

Og det er ganske vist. Ingenting er roden til alt ondt.NB: Det hævdes at flere dommere har forstået ingenting. De troede at det var deformiteter hos ejerne, som der skulle slås hårdt ned på. Det forklarer også mange ting.