Når katten ikke vil kæles med.


Der var engang, da katte blev opfattet som asociale væsener. "Katten er sin egen", sagde man. Katte blev holdt som sekundære kæledyr. Altså som kæledyr nummer to efter hunden. Katten levede sit eget liv uden særlig stor kontakt til familien. Det har ændret sig markant.I dag er katten ved at overtage hundens position som det primære kæledyr. Med den stigende popularitet stiger også kravet til katten om at kunne udfylde pladsen som det egentlige kæledyr, den plads, som hunden havde. Det er en rolle, som medfører en forventning om, at katten giver os lov til at nusse med den, når vi har behov derfor og lyst dertil. Disse forventninger bliver imidlertid ikke altid indfriet.Det mærker dyrlæger, som beskæftiger sig med adfærdsrådgivning. Flere og flere søger hjælp, når katten ikke opfylder sin rolle som et dyr,der lader sig kæle med.

Arv og miljø.

Såvel medfødte egenskaber som miljøpåvirkninger spiller en rolle.

Visse katteracer er mere sociale af natur end andre. Derfor bør man nøje undersøge disse egenskaber, inden man vælger race. Miljøpåvirkningerne er dog langt de vigtigste.

I perioden fra kattens 2. - 7. leveuge er den særlig følsom forpåvirkninger, som senere fører til tilknytning til børn, voksne mennesker og andre katte. Man kalder perioden for socialiseringsperioden. Det har derfor stor betydning, hvordan denne periode er forløbet. Da de fleste katte først kommer ud til den nye ejer efter 7. leveuge ? og som regel en del senere, er den mest sensitive periode for socialisering afsluttet.

Socialiseringen.

Tager man f.eks. en halvvild killing, som ikke har været tilstrækkeligt i menneskehænder forinden, til sig, vil det være betydeligt sværere at få den grad af kontakt til katten, som mange ønsker sig. En sådan kat vil typisk være den, som nok kommer hjem forat få mad, og som nok lige lader sig stryge på kinden, men som i øvrigt undgår yderligere kontakt. Den viser intolerance overfor ejeren, og den har svært ved at være afslappet ved menneskelig kontakt.

Den killing, som er blevet stærkt socialiseret på mennesker, ved at blive håndteret meget og længe i killingetiden, er derimod typisk den,som senere opsøger menneskelig kontakt, kommer og lægger sig i skødet og oftere beder om opmærksomhed. Det viser flere videnskabelige undersøgelser.

Fravænningstidspunkt.

Der har længe været ført debat om det bedste fravænningstidspunkt for killinger, og det er en diskussion, som stadig føres. Flere katteopdrættere holder fast i, at killingerne ikke bør sælges før de er 12 uger gamle. Det er da også meget fornuftigt set ud fra et adfærdsmæssigt synspunkt. Killinger som fravænnes for tidligt, viser ofte overdrevne barnlige adfærdsmønstre som f.eks.sutten på uld. På den anden side ville debatten om fravænningstidspunktet blive mindre interessant, hvis opdrætterne altid sikrede, at killingerne fik opfyldt deres behov for en god adfærdsudvikling, herunder socialisering på mennesker. På samme måde stiller det særlige krav til en katteejer, som overtager en meget ungkilling, at sikre den en god socialisering.

Manglende tilknytning.

Har man en kat, som er for meget sin egen, altså som ikke er nok kælekat, ja så er der faktisk stadig nogle ting, man kan gøre. Målet for behandlingen er at fremme tilknytningen mellem ejer og kat ved at tilskynde til en større afhængighed. Det kan opnås ved at benytte forskellige metoder.

Fodring er en af de væsentlige faktorer til at knytte katten tættere til sig. Det kan udnyttes ved at fodre katten meget hyppigt.Man skal altså ikke lade mad skålen stå fyldt, men derimod tilbyde katten små meget attraktive måltider flere gange i løbet af dagen.Samtidig med fodringen skal man tale til katten, som så meget ofte selv taler igen på sin egen måde. Når katten kommer ind for at få mad,skal man gå til et andet rum for herved at lade katten følge én.

Det er en god idé at fodre katten på et bord. Det giver bedre mulighed for fysisk kontakt. Man kan så få bedre lejlighed til at stryge kattens ryg, mens den spiser. Det giver en positiv binding mellem maden og den, der fodrer.

Gå gradvist frem.

Den sociale kontakt skal forøges gradvist i takt med, at katten accepterer dette. Man må aldrig forcere den sociale kontakt i et tempo, som katten ikke synes om.

Derfor må man aldrig jage efter katten for at få kontakt. Det er vigtigt at respektere, at katte er meget forskellige i deres behov og ønske for at få denne kontakt. Man skal så at sige forsøge at gøre sig selv mere attraktiv - set med kattens øjne. Ved at opholde sig på de steder, som katten holder af at ligge (f.eks. foran pejsen eller i kattens foretrukne sofa) og her tilbyde den små godbidder eller legetøj, vil man forøge den sociale kontakt på en god og positiv måde. Således opnår man at kunne tilbringe længere tid sammen med katten.

Medicin kan komme på tale.

I mere alvorlige tilfælde, hvorejeren ikke er i stand til at opnå tilstrækkelig social kontakt, kan man blive nødt til at anvende et indendørs bur. Det kan også i sådanne tilfælde være nødvendigt i en periode at anvende medicin, som dæmper kattens angst, men her bør behandlingen altid ske i samarbejde med dyrlægen.

Kilde: dyrepsykologen