Hvorfor købe kat med stamtavle?


Har man først forelsket sig i en bestemt race, må det til hver en tid anbefales at man køber sig en raceren kat, med stamtavle, hos en FIFe-registreret opdrætter. Det er langt den bedste garanti for at man får hvad man betaler for.

Der findes efterhånden en del folk som opdrætter "racekatte" udenstamtavler, som oftest en del billigere end de racerene katte hos registrerede opdrættere. Men når disse opdrættere kan sælge katten så meget billigere uden stamtavle, er man som køber nødt til at spørge sig selv hvorfor den mon er så meget billigere end en med stamtavle. Selve stamtavlen koster nemlig kun 150 kroner, så det er ikke dér besparelsen ligger. Men der kan være så mange andre grunde - måske er forældrene ikke racerene? Måske er killingerne ikke vaccineret, ormebehandlet og dyrlægetilset? Måske har de ikke fået ordentligt foder? Måske får de lov at komme hjemmefra for tidligt? Osv. osv. - der kan være mange grunde.

Dermed ikke sagt at alle katte uden stamtavler er usunde eller på anden måde dårligere end katte med stamtavler, men man forøger risikoen for at købe katten i sækken, hvis man køber en "racekat" udenstamtavle. Man har ingen garanti for om den er raceren, og dermed heller ingen garanti for at den vil udvikle sig racetypisk mht.udseende og temperament. Og det er jo ærgerligt hvis man ønskede sig en bestemt slags kat, og killingen så slet ikke udvikler sig som forventet.

Er katten uden stamtavle, kan man heller ikke vurdere om den evt.er indavlet, og der findes faktisk en del mennesker som fuldstændig ukritisk parrer fx bror/søster eller far/datter, generation efter generation. Med stamtavlen har man papir på de sidste 4 generationer bag katten, så man kan se hvilket avlsmateriale der er brugt, og opdrætteren kan som regel fortælle om de bagvedliggende katte, vise billeder osv. - og det kan altså godt være sjovt at dyrke "slægtsforskning" på sin kat.

Og en kat med stamtavle behøver ikke være hvinende dyr. Hos mange opdrættere kan man købe sig en raceren kat med enkelte "skønhedsfejl" som gør den uegnet til avl og udstilling. Det varierer fra race til race hvad en kat gennemsnitligt koster, og hvad der betragtes som fejl, men fejlene er oftest så små ting at det ikke betyder det ringeste for den som blot ønsker sig katten som et smukt kæledyr. Det kan fx være en hvid plet som ikke må være der, en hale der er en anelse for kort, øjne der sidder en smule for tæt eller for langt fra hinanden, eller ører der er en anelse for små eller for store - altså detaljer som bestemt ikke gør katten mindre egnet til kælekat.

Kilde: KatLink